Noget om at hoste på det rigtige tidspunkt.

Idag var jeg meget heldig at træne samtidig med én anden i klubben, én jeg ikke kendte, men som viste sig at være dagens mand i skysovs!

Efter feber og sygedagene med Thora har jeg hostet voldsomt og især om natten, så min nattesøvn har været virkelig dårlig; læs stort set ikke eksisterende! Tror faktisk jeg sov bedre, lige da jeg havde født og Thora skulle ammes flere gange om natten!

Hosten fik jeg undersøgt hos lægen i morges, men hun kunne ikke høre noget på mine lunger og en blodprøve viste umiddelbart bare tegn på virus…og så ved vi jo alle, at der ikke er nogen hjælp at hente med piller!

Så i min frustration over at min krop svigter mig igen (hostede også hele julen!) men at den ikke er syg nok til at få medicin, så trænede jeg i ergometer, som om jeg var helt frisk. Jeg trængte til at svede igennem og mærke kroppen arbejde…undervejs gik det fint, men efter hver interval blev min hoste voldsomt provokeret og jeg måtte overgive mig til tre kraftige hosteanfald.

Manden, der trænede samtidig med mig, spurgte mig velmenende, da jeg var færdig “om jeg dog var ok?”

Jeg forklarede ham situationen og at min læge ikke mente, der var noget videre at gøre. Og her kommer det ufatteligt heldige: manden siger: “ja, jeg spørger jo, fordi jeg har arbejdet som praktiserende læge og dét der lyder som en astma, der er under-medicineret.”

Åh tak!! For hvor ville jeg gerne have at min læge havde hørt mit hosteanfald og set hvordan mine lunger forsøgte at vende sig på vrangen…

Vi fik en god snak om, hvordan jeg kunne justere min astmamedicin i en periode og forhåbentlig kan det give mine lunger lidt ro – så nu håber jeg de næste nætter bliver bedre… Jeg vil gerne være helt frisk til på lørdag, hvor vi drager afsted på Træningslejr 2.

God aften og TAK til den ukendte mand, han gjorde dagen meget bedre!