Hej Verden!

 

Kan man komme til OL i roning, være mor og passe et (deltids-)arbejde?? Jeg prøver sq ad!!

Se nu lyder det nok som jeg har opdaget, hvordan man indfører flere timer i døgnet, overlever uden at sove eller har stjålet gyro’en fra DR’s julekalender “Tidsmaskinen”….Ingen af delene er (desværre) rigtige – jeg har i perioder overlevet på noget mindre søvn end hvad godt er, men det vist en moders lod. Jeg har ikke en gyro og mine døgn indeholder kun 24 timer. Så hvad gør jeg?

Men det jeg egentlig gerne vil dele med jer på denne blog er rejsen mod OL i Rio. Rejsen, der hele tiden er ongoing: idag er der 570 dage til Legene begynder, men inden da er der masser af delmål på vejen, timer med familien, hardcore træning og træningslejre. Og på hele denne rejse vil jeg gerne prøve at beskrive for jer, hvordan det er at være mor, at skulle passe et arbejde på meget nedsat tid og præstere og levere præcis når det kræves.

For jeg er selvfølgelig ikke noget overmenneske, og nogen gange er jeg også ved at skyde mig selv, når min planlægning crasher ,når lejligheden ligner et bombekrater og jeg på ingen måde har tid til at ordne det, når jeg ikke kan finde mine ting, fordi Thora har lagt dem på plads(!) eller når jeg endnu engang har købt for meget ind og bagefter skal tranportere lortet hjem på cykel!

Jeg er tit træt om morgenen, som alle andre forældre, der har småbørn, jeg falder også i søvn på sofaen og ja, jeg forsømmer også min dejlige kæreste, for nogengange kan jeg bare ikke mere, og så må vi prøve at få lidt mere tid sammen næste dag! Heldigvis er min kæreste meget forstående og da han selv har været en del af elitesportsverdenen ved han, hvad det kræver. I vil løbende finde ud af hvad vi har valgt at op- og nedprioritere i vores liv for at få hele regnestykket til at gå op! Dagens billede er, apropos skyde mig selv, taget da, jeg efter en tur i boghandlen for at bytte en bog til Thora ikke kunne finde min telefon! I et splitsekunds tilbagefald til ammehjernen, havde jeg kommet telefonen i en anden lomme end jeg plejer – så skal I se autisten gå i panik! Det endte med hele taskens indhold på gulvet og telefonen, ja den var jo selvfølgelig i den sidste lomme jeg kiggede i!

JEg håber I vil følge med derude. Jeg vil kæmpe for at I får lov at følge med helt til Rio!