Nånå – gæt hvor det her citat hænger? Såmænd i Mads Rasmussens dagligstue – Mads er olympisk mester fra 2012 (læs om min og Julianes træning med ham her), men han er også snart færdig som læge. En uddannelse, han har tager sideløbende med to verdensmestertitler og to olympiske medaljer, en guld og en bronze! Mads’ hoved er bestemt ikke (næsten) tomt. Ej heller anser jeg mit eget hoved for værende (næsten) tomt, men ro-træningen kan være med til at tømme det! Den fysiske aktivitet kan både sørge for, at jeg mister tidsfornemmelsen og kun fokuserer på de tag, jeg tager – om jeg er synkron med Juliane, om vi driver båden på den rigtige...

Som alle andre topatleter har jeg en hverdag, som fungerer efter kasse-systemet: al ting til sin tid. Og det passer mig i grunden godt – jeg er et kassemenneske og god til at arbejde under udstukne rammer. Tilføjer man et moderskab til dén hverdag, fremkommer en meget særlig kombination af at kunne jonglere en del småting, flere større ting og overordnet få det hele til at passe i de fine kasser… For børn lever ikke efter kasser eller Thora gør i hvert fald ikke! Og jeg arbejder og øver mig også meget på, at se mig selv ude fra i de situationer, hvor Thoras gøren og laden påvirker mit program og skema… Som i går...

                  Jeg glæder mig til så forbandet meget til at komme ud og ræse igen! Jeg glæder mig afsindigt til at se, hvor Juliane og jeg ligger i det internationale felt. Er vi, hvor vi gerne vil være? Kan vi omsætte den gode form til fart i båden? Kan vi leve op til vores forventninger og målsætninger. Kun tiden kan vise det… I dag er der 470 dage til OL i Rio starter. Jeg håber, at Juliane og jeg kommer til være dér – være der for at kæmpe med om de olympiske medaljer. Være i vores livs form, være klar til at ro; være klar, fordi rejsen...

Jeg siger det bare – jeg er mega privilegeret! Juliane og jeg har tit talt om det – om det at være priviligeret. For hvad er det?    Tankerne i dette indlæg er udsprunget af de seneste dages heftige debat på de sociale medier affødt af en artikel i Kristelig Dagblad. Jeg har besluttet at denne blog ikke skal være noget svar, forsvar eller modsvar til diverse artikler om trængte børn eller forældre i dagens Danmark. Som førstegangsforældre kan jeg til tider føle mig direkte bombarderet med eksperters gode intentioner og velmenende råd om børneopdragelse, brug eller ikke brug af ipad, samvær, afværgelse af stress etc. etc. og nogen gange bliver jeg altså bare træt… og lukker...

Jeg har en tvillingebror, Kristian. Der er en halv time i mellem os, og min opvækst som tvilling har i mange henseender defineret mit liv. Fra jeg lå i mors mave har jeg delt pladsen med en anden og det har trukket fine røde tråde ind i mit voksne liv. Kristian og jeg har aldrig været tvillinger på tvillinge-måden, med ens tøj og ens skoletaske. At han er dreng og jeg er pige har betydet, at vi også er blevet opdraget, som de søskende vi er; en bror og en søster. I folkeskolen gik vi samme klasse, og jeg må indrømme nu, at jeg til tider havde svært ved at finde mit ståsted over for...