Om at være skema-atlet og mor!

Ny plads – ny opgave – nye mål!

 

Et horoskop der passer?! Ikke et ord om at horoskoper altid er helgarderinger...

Et horoskop der passer?! Ikke et ord om at horoskoper altid er helgarderinger…

Læser du horoskoper? Indrømmet – det gør jeg 🙂 og jeg forholder mig ikke synderligt til dem, men det er jo altid lidt sjovt, når de passer ind i det, jeg lige går og sysler med. Og når der står, at jeg vil komme til at sætte mig nye mål i denne uge, ja så passer det faktisk!

De seneste dage er jeg blevet presset med hård træning både fysisk og mentalt. Og når jeg bliver presset, kommer der helt automatisk nye mål – for hvis jeg ikke skal være helt så presset, må jeg ændre eller forbedre noget!

De fysiske strabadser og mentale krumspring blev udløst af vores træners beslutning om at lade os bytte plads i dobbeltsculleren, så Juliane nu sidder på 1’er pladsen og jeg selv på stroke-pladsen. Det giver en lidt nyt opgavefordeling i båden, hvor jeg sætter tempoet og rytmen, altså skal Juliane følge efter mig, mens hun har alle kommandoerne undervejs. Tidligere var kommandoerne delt mere 50/50, fordi 1’eren har bedst udsyn til at styre ( = at sige, om vi skal mod styrbord eller bagbord) og det var min opgave. Juliane har strokeboksen, der viser tempoet og dermed var det hende, der gav dessiner, om vi skulle op eller ned i tempo, lave et ryk eller spurte. Juliane har stadig boksen og har dermed kapret alle kommandoer 😉 Men det passer mig nu egentlig fint – for når jeg sidder foran Juliane, hvor hun kan se mig, kan hun trække på sin årelange (!) erfaring og jeg kan sætte den gode rytme, som vores træner, mener jeg har gemt i mig… Og det er altså den nye opgave: at sætte den gode rytme. Al den tid jeg har roet med Juliane, har jeg siddet bag hende og “fulgt med” og jeg synes derfor, det er et stort ansvar, at jeg nu skal sørge for, at vi har en rytme i båden, der er både økonomisk og så dynamisk, at det kan sende os (endnu) hurtigere ned over 2km banen.

Igår og idag har vi roet distancer, såkaldt løbstræning, hvor vi ror mod andre både på landsholdet. Det er den hårdeste form for træning, vi laver på vandet – dels fordi, det er træning i højeste pulszone og dels fordi, det er “løb” alle ror for at vinde. Igår var jeg tæt på at trække “jeg kan ikke”-kortet, fordi Thora havde ligget og praktisk talt roteret i vores seng hele natten. Så da hun ville op på det ukristelige, men pt. uundgåelige tidpunkt 05:00, var jeg komplet udmattet og på ingen måde klar til at yde max til træning. Jeg skød med dét jeg havde, men var virkelig glad for, at vi er to i båden, og at jeg fik overbevist min hjerne om, at jeg ville komme igennem! I nat var søvnen bedre og en kop kaffe kan virkelig gøre underværker, når vi står op kl 5! Så træningen blev meget bedre i dag og mine ben har summet dejligt hele dagen, fordi de er blevet mast godt og grundigt af 3 x 1500m i “racepace”.

Weekenden venter, men med lidt mere rolig træning. Det bliver en sidste puster, inden vi skal ro World Cup i næste weekend – endnu mere om det på mandag!

Hyg jer så længe og gå nu ud og nyd den sommer for pokker! Nu er den ENDELIG kommet!

Kh Anne.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være skema-atlet og mor!