Om en forpulet hest og en meget fin kirke!

Indlægget er skrevet i går, men meget langsomt internet har forsinket udgivelsen!

Den seneste uge har jeg haft dejligt besøg af mine kære to. Min seje kæreste og Thora tog turen fra Jylland til Klagenfurt med 2 x fly og stolt var jeg da hentede dem – for han havde klaret både stor ble på ret ubelejligt tidspunkt og at de missede flyet fra Wien til Klagenfurt, fordi flyet fra Hamborg var forsinket. Go daddy, der underholder to-årig i lufthavnen i 4 stive timer!
Dagene her i Völkermarkt har gået med tur til legepladsen og traveture til robanen, kaste sten i vandet, klappe hund, spille bold og gå hjem igen. OG ikke mindst en hest, som jeg de sidste dage uendelig gerne ville kyle ad helvede til, begrave eller måske i ly af mørket fjerne og donere til et omrejsende Tivoli! I ved det er en af de der frygtelige knald-fornøjelser man finder på ethvert dyrskue og altså også i en meget kitchet/kikset Østrigsk gårdhave! For 1 € kan man købe sig en “ridetur”, men vores barn var nu mest optaget af bare at sidde på hesten – hvilket jo i sig selv er ok. Bortset fra at hun fablede om hesten fra vi betrådte Altes Braushaus’ matrikel og til vi gik igen og den endte med at blive et ret forstyrrende element i forsøget på at få pigebarnet til at spise: “Thora ikke mere – gerne sidde på hææsten!”

 

 

Idag er mine to rejst hjem til Danmark, der i øjeblikket præsterer bedre sommervejr end Østrig (men ikke fladt vand 😉 ) og jeg er klar til at tage den sidste tørn i træningslejren frem mod VM.

Vi har haft halv fridag og besluttede at træne sidste på dagen, så jeg kunne køre med Hans og Thora i lufthaven. Bagefter kørte Juliane og jeg på tur med hendes piger og hendes mor, der er med som barnepige. Turen gik til Kirken i Bärnback: St. Barbera. Kirken er renoveret og udsmykket af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser i 1987. Kirken der har guldkuppel og masser af mosaikker, farvet glas og 12 porte, der symboliserer verdens religioner, er meget storslået og fin på en finurlig måde. Synes næsten det var som at træde ind i en børnetegning 🙂

Inde i kirken kunne man tænde lys for at mindes en afdød og jeg tændte et lys for min mormor Thora. Hun spurgte mig ofte om jeg dog kunne blive ved med at ro – måske fordi hun tænkte, det var en slidsom og krævede fritidsinteresse, jeg havde valgt mig. Men idag, hvor jeg rent faktisk ville kunne have fortalt hende at jeg har en slutdato for ro-karrieren var det helt rigtigt, at det var et lys til minde om hende jeg lod brænde.

Kh Anne.

PS: Indlægget kan indeholde affiliate links.