Vi leger “tålmodige mor”…

A’ deeet?? Den er STOORR! Det er fugleklatter! puhh! A missekaaaat henn? A’ laver moor?A’ motorcykle henn?

Thora er begyndt at cykle til vuggestuen. På hendes røde løbecykel, som hun fik lige inden jeg tog hende med på træningslejr i foråret. Og hun er ret god til at cykle på den – ja, hun er endda begyndt at slippe med fødderne, når hun triller lidt ned af bakke. Men vi er knap nået ud af vores baggård, før de første spørgsmål er blevet stillet eller hun har konstateret at der er nullermænd på cykelhjulet…

Og kender I det? Det er jo virkelig fantastisk, at hun er så god til at snakke, så god til at lægge mærke til alle de ting, hun ser på vejen, og at hun oven i købet cykler samtidig. Eller det gør hun så ikke helt… For hver gang hun spørger om noget eller peger på noget, stopper hun op, og nogen gange stiger hun endda af, fordi hun lige skal tilbage og “kigge Mor!” Jeg prøver virkelig at være tålmodige mor, men jeg har både sat mig på hug ved hende og sagt, at nu skal vi altså videre, jeg har haft fat i barnearmen, så hun får lidt hjælp til at komme fremad og jeg har sågar på en hjemtur på vuggestuen, demonstrativt sat mig på fortorvet og ventet på, at hun fik gjort sig færdig med at kigge på sten…I går tog turen til vuggestuen knap 40 min. Og det er rigtig dejligt, at vi har tid til lade hende cykle – for når hun vågner mellem 05:10 og 05:40 kan vi sagtens komme ud af døren, så der er tid nok til en cykeltur på 40 min, og at jeg kan nå til søen i tide til morgentræningen.

Men som individ er jeg nok bare ikke vildt tålmodig, eller det er jeg i starten, men på et tidspunkt, så gider jeg bare ikke stoppe mere og jeg bliver seriøst nødt til at øve mig i nogle snappy comebacks, og nogle bedre røverhistorier, når den lille bandit spørger om, hvem  det er, vi møder på vejen, og hvad det er for en sten eller en hæk eller en blomst, vi kører forbi. Jeg prøver virkelig at skynde på hende på en pæn og ordentlig måde – men hold nu op, hvor bliver jeg også utålmodig nogen gange… På hjemvejen kan jeg lidt bedre give hende fri snor og der må det gerne tage lang tid at køre hjem, men om morgenen er det bare svært som voksen ikke at lade sig rive med af, at der er en bagkant et andet sted…Selv om der egentlig er rimelig tid. Hun kunne snildt bruge en time – og så lang tid har vi ikke…

Når nu dampen er lukket ud fra min side, så er jeg også piv-stolt af det lille menneske og hun er virkelig god! Tænk hun fylder to år lige om lidt og både cykler og snakker. Og så har vi faktisk fået en “god-morgen-ven” på vores tur til vuggestuen. Manden med hunden. En ældre herre, som vi møder hver morgen, på luftetur med hunden, som vi nu ved skal hjem og have morgenmad. Og vi standser og siger “hejhej” til hunden og  “god dag” og det er faktisk lidt hyggeligt 🙂
Kh Anne.

 

PS: Indlægget kan indeholde affiliate links.