Min Moar!!

Min Moar!

Hun er begyndt at snakke, hende den lille, der vokser så hurtigt. Nye ord vælter frem næsten fra dag til dag! Hun siger “min mor” “min far” og begynder at gentage både ord vi siger og fortælle om de ting vi gør – børste tænder, gå på trappen, tage sko på. Hun kan hjælpe med at dække bord og kommer og putter sig ind til mig.
Jeg har snart et barn på halvandet…. Ikke en baby. Tænk at det kun er halvandet år siden jeg gik og ventede. Ventede på at blive nogens mor, ventede på kaosset, på omvæltningen!
Nu er hun her – og jeg kan næsten ikke huske hvordan det var før, og nu kan jeg i hvert fald slet ikke forestille mig et liv uden hende!
Hun har en sjov alder nu – hun er bestemt og ved hvad hun vil, men jeg elsker også at jeg nu kan tage hende ind til mig og sige “prøv nu at hør her…” Eller “Se her, mor hjælper dig…” Eller “Du kan jo nok se…” Og herefter se, at hun stopper op, tænker, lytter og for det meste kan (overtales og) forstå, hvad det er jeg gerne vil have hende til.
Hun vokser i højden, men også personligheden bliver større, og jeg er fuld af kærlighed til det lille menneske!

Man hører så meget om ubetinget kærlighed til sine børn, men man forstår det først, når man står med sine egne. Pludselig forstår man, hvorfor der aldrig må ske dem noget.

Og man forstår, hvordan den kærlighed både rummer frustrationer, bekymringer, ømhed, irritation og masser af grin og prutter, når det lille menneske i sin egen umiddelbarhed, får den voksne (mig!) til at se sig selv udefra og genoverveje, om det jeg gør og synes giver mening!

Og i min verden, hvor man let kan snurres ind i sin egen lille ego-boble af High-performance sport, de rigtige rotag, perfekte forberedelser, og frustrationer over et job, jeg ikke altid kan fuldføre så godt, som jeg kunne ønske, kan det være en befrielse at der nu er en, der råber “min Moar!!”