Et brev til fremmede mennesker og et langt farvel i lufthavnen…

Jeg har skrevet et brev til nogle fremmede mennesker… Fordi de bor i et virkelig skønt hus, som jeg ville ønske jeg kunne købe NU – som i lige nu – så jeg er sikker på, at andre ikke køber det for næsen af mig/os!
Der er bare lige et problem (aj, faktisk to) det ene, og klart det største, er at huset ligger i Svendborg… Det andet er, at det er til salg for 2,6 mio, men jeg tænker at måske et lille afslag i prisen og et rigtig godt job til mig i Svendborg (Hans er vist rimelig sikker på, han kan trylle et godt job frem, så den hænger lidt på mig der….) kan klare den financielle udfordring…

Men et hus i provinsen – really?? Ja, såmænd – jeg drømmer om et hus i Svendborg tæt på mine forældre og søskende, som alle bor i det sydfynske og så kommer vi også tættere på Hans’ familie i Haderslev.
Og tro nu ikke jeg har tromlet mit krav om at det skulle være min hjemby og ikke hans, der bliver vores base i fremtiden – det har manden altså helt frivilligt indvilget i 🙂

I brevet har jeg skrevet, at vi synes huset er virkelig skønt, og at vi er interesseret i det, men at vi først kan flytte til Svendborg efter OL (selvfølgelig forudsat at det bliver mig og Juliane, der ror i Rio).
Så vi vil gerne indlede forhandlinger med dem, men det bliver med en lang overtagelse… Det er et longshot, I know – men på den anden side kunne det jo være at de fandt det sympatisk, at vi synes rigtig godt om deres hus og har taget os tid til at skrive et brev og sendt med posten…og måske husker de på os, hvis de stadig står med hus til salg om nogle måneder…

 

Helt nærværende og langt fra drømmen om hus har jeg lige sagt farvel til min lille Thora og Hans her i Københavns Luftthavn —- århh, kommer til at savne dem! 14 dage skal jeg være væk på træningslejr i Portugal.
Ligeligt fordelt på dårlig samvittighed og en forventning om fantastisk nattesøvn + god træning, tager jeg afsted og håber at Juliane og jeg kan skrue på en masse knapper, så vi bliver endnu bedre sammen! 

Thora prøvede at snige sig med i kufferten… Men hun forstod alvoren, da vi kom i lufthavnen og hun skulle med far hjem – årh, altså….tårer i hendes øjne giver tårer i mine…

Men jeg glæder mig til at dele lidt mildere himmelstrøg og ømme ben med jer!

 

Kh Anne.