Det andet hjem…

Jeg er ankommet til hotellet, hvor vi bor under vores træningslejr med landsholdet. Det er 11. gang (har lige talt sammen!) gennem de sidste 5 år jeg har glæden af at opholde mig her.

Omgivelserne her er landlig idyl i portugisisk udgave. Ud af det store vinduesparti i værelset ser vi på bakkede marker, der strækker sig så langt øjet rækker. Vi har en mindre by i nærheden, der består af en skole, en større kirke, en gammel borg, et supermarked, og små mørke hengemte cafeer, og huse med røde tegltage og kakler. I haverne og langs nogle af gaderne står stolte appelsintræer. På denne tid af året oven i købet med solmodne appelsiner på. Og man kan skam spise dem! Og de smager himmelsk!

Vandet vi ror på er en flod med opdæmmede områder, så nogen steder har den mere karakter af en stor sø – så der er masser af plads til hele landsholdet (21 roere+ trænere). På vores roture ror vi forbi marker med korktræer og olivenplantager. Og holder vi en pause, undervejs i programmet eller når træningen er slut, er der en særlig stilhed ude på vandet (hvis man altså kan tilsnige sig lidt alenetid :)). Juliane og jeg har tit nydt lyden af stilhed – det gør man nok bare noget mere, når man er blevet forælder… Får man en ustyrlig trang til at dele hemmeligheder med sin romakker, kan jeg oplyse at lyd altså transporteres altså ganske fortræffeligt over vand, så man skal lige huske at kigge sig over skulderen – jeg har (endnu!?) ikke selv lavet den fejl, men er tit blevet overrasket over, hvor meget man kan følge med i andre mandskabers konversationer (hihi)

Denne lejr er lidt anderledes, fordi jeg ikke har Thora med (som jeg har haft de sidste tre gange jeg har været her) – så jeg har jeg en masse tid til MIG! Og jeg tillader mig at nyde det og bruge det som en mor-opladning. Dagene går med træning som ligger formiddag og eftermiddag og imellem slapper jeg af med en bog og 4 modeblade! Jo sku’da – har flottet mig, når nu jeg er af sted på egen hånd! Jeg trænger gevaldigt til at blive helt opdateret på modefronten, og så er en træningslejr faktisk helt perfekt – jeg kan bliver opdateret, mens benene ligger i vandret og restituerer for fuld hammer… Næsten uden dårlig samvittighed over, at Hans er singlefar derhjemme – men ikke uden at savne dem helt vildt på sammen tid!

Så det lyder da rimelig chill’eren med træningslejr ik’? Men når lejren er slut har jeg sandsynligvis hænderne fyldt med vabler, fordi vi i lang tid har roet i ergometer og hænderne ikke er vant til årernes håndtag og jeg er dagligt blevet observeret og evalueret af vores trænere, fordi de skal finde de to piger, der skal sidde på Danmarks letvægtsdamedobbeltsculler og kvalificere den til OL…så jeg chiller ikke…

Vi høres ved – for kl er 22, og så går man i seng, når man er mig…