Om at være skema-atlet og mor!

Som alle andre topatleter har jeg en hverdag, som fungerer efter kasse-systemet: al ting til sin tid. Og det passer mig i grunden godt – jeg er et kassemenneske og god til at arbejde under udstukne rammer. Tilføjer man et moderskab til dén hverdag, fremkommer en meget særlig kombination af at kunne jonglere en del småting, flere større ting og overordnet få det hele til at passe i de fine kasser… For børn lever ikke efter kasser eller Thora gør i hvert fald ikke! Og jeg arbejder og øver mig også meget på, at se mig selv ude fra i de situationer, hvor Thoras gøren og laden påvirker mit program og skema… Som i går morges, hvor den lille bandit plaskede i en vandpyt, mens jeg satte barnevognen i skuret i vuggestuen. Super – når man er iført sandaler og nu våde strømper! Moar…. Så er det virkelig dejligt at bo 4 min på cykel fra vuggestuen og at det er på vejen mod søen alligevel. Så et smut hjem omkring og hente ekstra sokker og et par ekstra sko, så de spritnye Angulus Laksandaler ikke blev helt tævet på legepladsen. Man kan jo godt passe på de nye ting og barnet ville jo afsted i “-daler”, fordi jeg selv havde taget sandaler på i håb om sommervejr (som lod vente på sig!).

Søndag morgen blev jeg, som jeg også fik skrevet kort om her, vækket kl 05.00 af en lille, der sagde: “Knækbrod, Thora knækbrod”. Kl 5 er ikke usædvanlig tidligt, dog det tidligste…En sleep-in hos os i øjeblikket hedder 5:45. Og må man så godt fodre hende af, og sætte sig i sofaen med hende og se “Masha og Bjørnen” på iPad’en, indtil vi kan tænde for Ramasjang kl 6…. Øh, ja. Lige i søndags blev det sådan, fordi jeg vidste, at der ventede to træningspas i løbet af dagen. Jeg indrømmer, at jeg lagde hovedet bagover og tog 2 x 10 min med lukkede øjne = to afsnit af “Masha”. Og fik et flashback til amningen, der også nogengange kunne give en kort, men dog yderst tiltrængt powernap i sofaen.

Er det godt for restitutionen at sidde på legepladsen og lave sandkager og klatre med op og ned af klatrestativet og rutsje på rutsjebanen? Måske er det ikke optimalt ifølge forskerne i Team Danmark – men jeg tror, at det er en god måde koble af og restituere mentalt. Og så er det alt andet lige sjovere at gå med på legen og være med i sandkassen og lave sandkager og skubbe gyngen, mens vi synger en sang, end at sidde ved rastepladsbordet og vente på, at vi kan gå hjem igen.

At være mor samtidig med jeg også skal præstere fysisk til træning er nogle dage mere udfordrende end andre – men Thora sover meget fint om natten, så de fleste nætter får jeg min søvn. Om eftermiddagen kan jeg godt være virkelig træt i benene og kroppen efter træning, men jeg tror, at alle forældre er trætte sidst på dagen efter arbejde, så jeg tænker, at det er det samme for os alle… De har jo præsteret på deres job og jeg på mit.

Jeg finder god inspiration i, at der faktisk er en del kvinder, både fra det danske OL-hold i 2012, men også udenlandske konkurrenter, der har haft en barselsperiode og nu er tilbage i kajakken, robåden og på altletikbanen. Der er mange seje sportsmødre derude og det giver mig energi på de dage, hvor trætheden melder sig. Hvis de kan, kan jeg også! Og som mødre bliver vi bedre til at præstere, når vi skal, fordi vi ved, at det er nu! Og ikke om en halv time eller senere, for det er NU, der er sat tid af til træning og det skærper fokus!
Og så har jeg da tænkt – at timetest, 6 km test og 2km ræs blegner, når jeg minder mig selv om, at jeg har født et barn uden at modtage en eneste form for smertestillende… 7 min for en 2000m er pludselig ingen tid! Og sådan bliver tingene sat i perspektiv for mig…

Kh Anne.

PS: Indlægget kan indeholde affiliate links.