Er der så en masse afsavn?

Som atlet? nej; som mor? nogle.

Jeg har aldrig følt, at jeg har lidt afsavn ved at bruge så meget tid på min sport. For mig har det altid været sådan, at det jeg fik igen var større, end det jeg gik glip af. For man kan ikke være alle steder, og når man vælger noget til, vælger man noget andet fra.
Det har jeg i en ret ung alder været meget bevidst om.

Nu er jeg i slutningen af min sportskarriere – halvandet år til OL i Rio. Og jeg kan se tilbage på en masse år med erfaringer, som alle er med til at præge mine beslutninger nu. Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville dyrke elitesport, når jeg fik børn. Den beslutning lavede jeg om undervejs i min graviditet. Jeg ville tilbage og se om jeg kunne gøre det bedre – og lige præcis dét har altid drevet mig. Jeg vil se, hvor langt jeg kan komme!

I vores træning frem mod London så jeg, hvordan Juliane håndterede at være mor og roer på samme tid og det var en kæmpe inspiration for mig! Jeg lærte, at selv om alting tager længere tid med et barn, var der plads og rum til Julianes datter Vera. Med god hjælp fra Julianes mor lærte jeg, at vi med den rette planlægning og rolighed kunne nå det vi gerne ville.

Det lyder let og måske også for let, fordi tingene gik vores vej det meste af vejen mod London. Men jeg er overbevist om, at det skyldes vores tilgang til de udfordringer, vi havde. Vi havde ikke tid til at dvæle ved de dårlige og ikke givtige oplevelser – vi evaluerede, konkluderede og tog det bedste med os!
Og lige præcis den tilgang har jeg også taget med mig som mor. Ikke alt er perfekt – vi lærer hen ad vejen og når vi ser tilbage, vil vi måske gøre tingene anderledes, hvis vi kunne, men vi tog det bedste valg vi kunne på det givne tidspunkt. Og i al den tid jeg har tilbage som aktiv vil jeg forsøge på bedste vis at finde løsninger, så Thora ikke lider under mine sportslige ambitioner.

Beslutningen om ikke at tage hende med på træningslejr denne gang var dels et spørgsmål om, hvor meget ferie Hans kunne fremskaffe plus han startede på nyt arbejde (et andet sted i Banken) i mandags og dels, at vi mente, at Thora var bedst tjent med at holde hverdagens rytme i denne omgang. Hver dag Skyper jeg hjem og Thora kan, om ikke forstå så dog acceptere, at mor i øjeblikket er inde i telefonen…

Fordi Hans bliver hjemme ved hende i denne omgang, har vi set det som en unik mulighed for dem til at få far-datter-tid. Hun er stadig så lille at hendes begreb om tid er så diffust, at hun ved jeg er væk, men ikke hvor mange dage. Og det hjælper på den dårlige samvittighed over at tage væk i 14 dage! For det er lang tid! Og det er et afsavn!

 

 

At jeg har valgt et lidt utraditionelt “erhverv” som semiprofessionel roer giver os til gengæld oplevelser sammen, som andre familier ikke får – på næste lejr skal min mor med for at passe Thora. Og ligesom Hans har fået meget far/datter tid denne gang, får min min mor meget mormor/Thora tid i marts. De vil være her på hotellet sammen med mig, så jeg stadig kan være mor, når jeg ikke er på vandet. Og det bliver dejligt 🙂 For selv om jeg lige nu lader op på fuld tryk og nyder nattesøvnen i fulde drag, så jeg sidder her i en solstråle og savner min datter og min mand derhjemme! Og dét kan ikke være anderledes 🙂

 

Kh Anne.