Træning som vinden blæser og gode og dårlige dage som mor…

Det er et tilbagevendende emne. Vinden. Og vi har ikke været velsignet med et stille forår – snarere tværtom. Selv i Portugal på vores træningslejr, måtte vi slås med en hårdnakket blæst.

Men vi kan jo ikke gøre noget ved det. Vejret. Kun snakke om det. Og konstatere at det ikke er god vind. Men vi ønsker os god vind – og det er meget stille vind, tak! Træningen har i den seneste uge dog forløbet mere eller mindre planmæssigt – vi har forsøgt at rette træningen til, så vi udnyttede de dage, hvor vinden trods alt har været mindre – torsdag og i dag har vi fået lavet god konkurrenceforberedende træning mod den tunge damedobbeltsculler. Der er rigtige gode takter og alligevel noget vi kan arbejde videre med og det er er jo et fint udgangspunkt til EM, der starter nu på fredag d. 29. maj.

Både Juliane og jeg glæder os til at komme ud og ro international konkurrence igen – og jeg føler mig fortrøstningsfuld omkring vores niveau. Selv om jeg selvfølgelig også føler mig en smule clueless i forhold til det internationale niveau – forhåbentlig ligger vi med i den ende hvor det er sjovest, nemlig i toppen…

Et andet tilbagevendende emne er mor. Mig som mor-emnet. Nogle dage føler jeg mig uendelig priviligeret, overbevist om, at vi har en god plan for vores hverdag og andre dage er det hårdt med en næsten-to-årig, der kommanderer, prøver grænser og vil være selvstændig. Det er tydeligt at mærke, at hun kaster sig rundt i bokseringen med spidse albuer, for at mærke, hvornår hun rammer tovene – nogen gange giver de sig, tovene, andre gange bliver hun sendt til tælling… Men jeg synes det er hårdt at tage kampene og diskussionerne. Og hun søger reaktionen – bliver mor mon sur, bliver hun mon gal, bliver hun mon vred? Og jeg skal hele tiden navigere i, hvornår det er værd at tage kampen, hvornår jeg skal give efter, hvornår jeg skal prøve at aflede hende og hvornår jeg bare skal lade hende rase ud eller surmule. En balance, som jeg kun kan lærer på den hårde måde – learning by doing, learning by living…

Nogle dage er overskuddet større end andre og jeg hader ikke at være en rummelig og forståelig mor – men nogen gange er jeg det bare ikke. Bægeret bliver hurtigere fyldt og tålmodigheden er mindre. Og det handler i virkeligheden mest om mig og ikke Thora.

Men så er det godt, at der kommer en ny dag, hvor jeg kan øve mig i at være en bedre og sejere mor, der kan forklare og svare, når der for 800. gang bliver spurgt “a deeet” eller have overskud til Mor-siger-nej-kampen, når der plages om “sokolaaade”, “Thora se bil’der” (på mors iphone…) eller “Thora åbne skuffe der!”.

Det er vigtigt at øve sig…

Kh Anne.