En random dag på træningslejr.

Fakta om Ro-landsholdet på vores sidste aften i Völkermarkt.


På denne sidste aften i VM-træningslejren er det tid til at gøre lidt status over opholdet i Völkermarkt og for mit og Julianes vedkommende har lejren været god. Vi har haft stor gavn af de fine forhold med vindstille og fladt vand. Vi har boostet formen og er sikre på, at vi fået tingene timet, så vi på søndag kan indlede et godt VM!

På sådan en sidstedag er det jo oplagt med lidt fakta om ro-landsholdet og vores gøren og laden her i Völkermarkt. So here it goes:

1. Juliane er for første gang i hendes ro-karriere (debut på landsholdet i 2001) alderspræsident! Og eneste person på dette års landshold med et fødselsår i 70’erne (1979).

2. 3 ud af de 7 kvinder, vi er på landsholdet, er mødre. Det er alligevel 42 % folkens ;). Regner vi dobbeltfirer-pigerne med, som støder til holdet i Frankrig, ryger procenten dog ned på 27%.

3. Landholdet er kommet til Völkermarkt på VM-træningslejr siden 2001. I gennemsnit har træningslejrene varet 3 uger, dog var lejren i 2004 4 uger. I 2005 og 2010 var VM-træningslejrene henlagt til hhv. Japan og Portugal. Men landholdet har ialt opholdt sig i Völkermarkt i 40 uger (en hel graviditet sku’da!). Det er 280 dages ophold i sommer-Østrig. Mads Rasmussen har den stående rekord for flest dage på VM-træningslejr i Völkermarkt med deltagelse i alle VM-lejre fra 2001-2012 + 2014 (indkaldt til letvægtsdobbeltfireren).

4. Alle roere sover sammen med en af dem eller den, de ror på båd med. Fie og Sverri har eneværelse, fordi de ror singlesculler. Jeg sover selvfølgelig i dobbeltseng og deler værelse med Juliane. Roere på holdet som er kærester eller ægtefolk sover ikke sammen. Ja….sådan er det altså…

5. For kun ét år siden, da rolandsholdet forberedte sig til VM 2014  i Amsterdam, blev Mette Dyrlund ramt af en blodprop i hjernen. Det var en forfærdelig oplevelser for alle, der var med i træningslejren, men her et år efter er Mette igen med på landsholdet og med på det højeste niveau i roning! Jeg synes, det er så fantastisk, at hun ikke bare har kæmpet sig tilbage til et almindeligt liv – men har kæmpet sig tilbage i sit liv form, for at kæmpe for OL-kvalifikation, sammen med Lisbet! You go Girl!

6. Sverri Nielsen ror singlesculler og kommer fra Færøerne. Han kan med en kvalifikation til OL blive den 3. færing, der deltager ved de Olympiske Lege. Julianes makker i dobbeltsculleren ved OL i 2008, Katrin Olsen, var den første færing, der var med til et OL.

7. Alle mandskaber, der har været med her i Østrig er hold, der har mulighed for at kvalificere sig til OL. Ialt 16 atleter fordelt på 8 både.

Jeg håber, I der læser med vil heppe på hele det danske landshold i roning og sende god karma vores vej 🙂 OL-kvalifikationen kan følges via resultater på www.worldrowing.com; på Facebook på “Landsholdet i roning” ; og på Roforbundets hjemmeside: www.roning.dk.

Mine og Julianes resultater poster vi selvfølgelig på vores egen facebook-side og på min hjemmeside www.annelolk.dk. Direkte livetracking på løbene findes på www.worldrowing.dk. Tidsplan for vores løb ligger på min hjemmeside og på worldrowings side (vores bådtype er LW2X). Jeg er ret sikker på at TV2 Sport sender fra VM i roning – men jeg har ikke sendeplanen endnu. Følg med på facebook og hjemmeside 🙂

Kh Anne.

 

PS: Indlægget kan indeholde affiliate links.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En random dag på træningslejr.